Fysisk aktivitet
Begrebet fysisk aktivitet dækker over alle former aktivitet i
skeletmuskulaturen, der øger energiforbruget over hvileniveau.
Fysisk aktivitet dækker dermed over et bredt spektrum af
aktiviteter, herunder fysisk aktivitet udført i forbindelse med
erhvervsarbejde, transport, hus- og havearbejde samt motion og
sportsaktivitet.
Motion
Motion kan beskrives som en delmængde af fysisk aktivitet.
Motion omfatter mere planlagte og strukturerede aktiviteter, der
dyrkes jævnligt, fx gå- eller cykelture i fritiden samt mere
bevidst, målrettet og regelmæssig træning eller sport som løb,
svømning eller fodbold. Motion dyrkes ofte for at vedligeholde
eller forbedre fysisk form og velbefindende eller med sundhed for
øje. Andre motiver kan være socialt samvær eller
konkurrencemomentet.
Idræt og sport
Begreberne er stort set synonyme. Idræt er et nordisk begreb, mens
sport har engelsk oprindelse og bruges internationalt.
Fødevarestyrelsen skelner ikke mellem sport og idræt. Begge
opfattes som udtryk for planlagte strukturerede aktiviteter ofte
med et element af konkurrence i foreningsregi.
Leg og bevægelse
Begreberne leg og bevægelse dækker bredt. Leg og bevægelse er fx
børns umiddelbare fysiske udfoldelse, hvor omgivelser udforskes og
den grundlæggende motorik afprøves.