Tværtimod viser Fødevarestyrelsens overvågningsprogram, at
indholdet af vitaminer og mineraler i fødevarerne holder sig
bemærkelsesværdigt stabilt. Der er ganske få systematiske
forandringer til det bedre eller værre og kun af en begrænset
størrelsesorden på 10-20 %. Der er således ingen tegn på udpining
af jorden.
10-20 % kan måske lyde af meget. Men sammenlignet med at
indholdet af vitaminer og mineraler kan variere med 300-400 %
mellem to sorter af samme frugt eller grønsag, spiller de 10-20 %
ikke den store rolle.
Fødevarestyrelsens overvågningsprogram
Fødevarestyrelsen har fra 1983-1999 gennemført en systematisk
overvågning af næringsstofindholdet i danske og importerede
fødevarer.
Med 5 års mellemrum er hver af de store fødevaregrupper frugt og
grønsager, brød og kornprodukter, mejeriprodukter, kød og fisk
under- søgt for en lang række vitaminer og mineraler. Der er
gennemført en vel planlagt prøveudtagning, sådan at hele det danske
marked er dækket, fx alle større kartoffelsorter, de mest solgte
grønsags- og æblesorter, brød fra alle større producenter samt fra
detailhandelen, fisk fra flere forskellige farvande,
mejeriprodukter fra alle landsdele osv.
Resultaterne er evalueret løbende med henblik på de
ernæringsmæssige konsekvenser og er publiceret løbende, sidst i
rapporten: Næringsstoffer overvågningssystem for levnedsmidler
1993-1997.
Resultater:
- For A-, D-, B1-, B2- og B6-vitamin er der ikke sket de store
ændringer overhovedet. Også folatindholdet (folinsyre) holder sig
konstant.
- For C-vitaminindholdet findes en systematisk stigning i æbler
fra ca. 7 mg til ca. 11 mg per 100 g. Stigningen skyldes, at
æblesorten Spartan langsomt er gledet ud af det danske sortiment,
og Spartan er kendt for sit lave C-vitaminindhold. For andre
fødevarer ses ikke de store ændringer.
- Calciumindholdet har ikke ændret sig over de 15 år, og heller
ikke magnesiumindholdet ændrer sig noget videre, men der er dog
konstateret et signifikant fald i havregryn på ca. 10 %.
- Jernindholdet er faldet i havregryn og rugbrød.
- Zinkindholdet svinger en del op og ned. Senest er der set et
signifikant fald i indholdet af zink i ost og svinekød, som
medfører en nedgang i det daglige indtag fra 11,5 mg til 10,5 mg.
Det er en vigende tendens, som bør følges fremover.
- Indholdet af jod og natrium har ikke ændret sig noget
videre.
- Kaliumindholdet er faldet i næsten alle brød- og kornprodukter.
Det er svært at forklare, da der findes rigeligt med
kalium-reserver i den danske jord. Også her må fremtiden vise om
der er tale om tilfældige udsving.
Der er således fundet enkelte fødevaregrupper med mindre nedgang
i indholdet af enkelte mineraler, hvilket umiddelbart kan være
svært at finde en forklaring på.
Store variationer fra sort til sort
Ved gennemførelse af sådanne undersøgelser på frugt og grønsager er
det vigtigt at tage højde for sortsvariationer, som nemt kan give
forskelle op til 300-400 %. Også dyrkningsbetingelser, klima,
jordbund og transport øver indflydelse på næringsstofindholdet. Man
bør derfor bedømme undersøgelser om næringsstofindhold i både
frugter og grønsager og også andre fødevaregrupper kritisk, før
konklusionerne tages for gode varer.
Økologiske og konventionelle fødevarer
Fødevarestyrelsen har ikke foretaget systematiske undersøgelser af
forskelle i vitamin- og mineralindhold mellem økologisk og
konventionelt producerede fødevarer. Men styrelsen har ved flere
lejligheder gennemgået litteraturen på området.
For grønsager, men ikke for frugter, foreligger der enkelte
undersøgelser, der tyder på, at tørstof, C-vitamin og
kostfiberindholdet kan være 10-20 % højere i økologiske end i
konventionelle produkter, mens B1- og carotenindholdet kan være
10-20 % lavere i økologiske end i konventionelle produkter. Med
sortsvariationer på 300-400 % har en variation på 10-20 % ikke den
store ernæringsmæssige betydning.