Sukker indeholder kun energi (kalorier), i modsætning til en
ananas eller en appelsin som ud over deres naturlige sukkerindhold
også indeholder vitaminer og mineraler.
Hvis maden indeholder for mange tomme kalorier, så optager de
pladsen for sundere madvarer, og der vil være en risiko for, at man
ikke får dækket sit behov for vitaminer og mineraler.
Det anbefales, at en sund kost højst bør indeholde tilsat sukker
svarende til 10% af kostens energiindhold. Denne mængde svarer til
max 30 g sukker om dagen for et børnehavebarn, for et skolebarn
45-55 g, for en voksen kvinde max 55 g og for en mand max 70 g
sukker.
Man kan altså godt både spise sundt og samtidig tilgodese den søde
tand. I den forbindelse er det værd at huske på, at det naturligt
forekommende sukker i frugt og grønsager ikke tæller med i
regnskabet.
Sukker konserverer
Sukker bruges fordi det har nogle teknologiske egenskaber og en
sødende smag. I bagværk virker sukkeret som afstivende skelet og
giver sprødhed, fordi sukkeret bliver stift og karamelliserer under
bagningen. Sukker i store mængder har en konserverende effekt,
fordi sukkeret binder vandet og sænker vandaktiviteten. Bakterier
og skimmelsvampe har derfor svært ved at leve i produkter, som fx
marmelade, syltetøj og saft.
Hvad med honning?
Honning er stort set også rent sukker, som bierne har udvundet af
blomsternes nektar. Honning indeholder små mængder af vitaminer og
mineraler, men det er så lidt, at det er uden betydning for
sundheden. Honning skal derfor også regnes med til de tomme
kalorier.
Danskernes kostvaner
I følge kostundersøgelsen spiser og drikker vi i
gennemsnit 20 kg sukker om året. Vi får hovedsagligt sukker fra
sodavand, saft, slik, chokolade, kager o.lign.
Især børnene får alt for meget sukker. 6 ud 10 børn får mere end
10% af deres energi fra sukker.