Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

13. maj 2011

Når du køber ind

Det er vigtigt at skære ned på det salt, du selv tilsætter maden, men det der virkelig vil batte noget er at skære ned på det salt, der allerede er i de madvarer, du køber i supermarkederne.

Op mod 70 % af det salt danskerne spiser kommer nemlig fra forarbejdede madvarer. Nogle madvarer har altid et højt saltindhold på grund af den måde, de produceres på, fx kødpålæg, ost og færdigretter. Andre madvarer, som fx brød bidrager også meget salt, fordi vi spiser meget af det.

Generelt kan indholdet af salt variere afhængig af madvarernes varemærker eller -typer. Du kan med stor fordel orientere dig om natrium/saltindholdet på de færdigpakkede madvares næringsdeklaration, når du køber ind. Det kan dog være vanskeligt, fordi madvarerne ikke altid er deklareret med et natrium-/saltindhold, da fødevareproducenter ikke har pligt til at gøre dette endnu. Fra december 2014 bliver det nemmere at se saltindholdet på produkterne og fra december 2016 bliver det obligatorisk at deklarere, hvor meget salt der er i. 
  • Spar på de madvarer der altid indeholder meget salt. Du kan evt. beslutte dig for at udvælge en madvarer hver uge, som du nøje udvælger ud fra saltindholdet. Start evt. med at orienterer dig om saltindholdet i de pålægs-, oste- og brødprodukter, du plejer at købe, og vælg det varemærke eller den varetype, der har det laveste natrium/saltindhold. 
  • Gå efter nøglehulsmærkede produkter når du handler. Nøglehulsmærket kan være en hjælp til et sundere valg indenfor en fødevarekategori. 
  • Hvis du har brug for kød- frugt- og grønsagskonserves så vælg dem uden tilsat salt. 
  • Vær tilbageholdende med fx soja sovse, sennep, pickles, mayonnaise og andre sovse og dressinger, der kan have et højt saltindhold. 
  • Vælg sunde snacks som frugt eller grønsager som for eksempel små gulerødder og bladselleristave. Hvis du skal have chips eller kiks så kig på deklarationen og vælg dem med lavest salt- og fedtindhold. 
  • Vær meget opmærksom på saltindholdet i færdige pastasovse. Tomatbaserede sovse indeholder ofte mindre salt end sovse med ost eller de sovse, der indeholder oliven, bacon eller skinke.

Her på siden finder du mere information om de madvarer, som bidrager med meget salt.