Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

10. maj 2010

Begræns saltindtaget

Når saltindtaget skal begrænses, skal der sættes ind overfor alle de kilder til salt, der er. Det meste salt får du gennem den mad du køber, enten når du køber ind i supermarkedet, køber Take-away, spiser i kantine eller på restaurant.
 
Derfor er det vigtigt at alle, der er ansvarlige for denne mad, tager del i indsatsen med at sænke danskernes saltindtag. Producenter og detailhandlen skal sænke saltindholdet i fødevarerne i supermarkedet, så det er muligt at købe fødevarer med mindre salt. Kantiner, restauranter cafeer, m.v. skal spare på saltet og/eller udbyde mad med mindre salt, så du har mulighed for at fortage et sundt valg. Og endelig skal du spare på saltet hjemme, når du laver mad og ved bordet. 

  • Reduktion af saltindholdet i de færdigpakkede fødevarer du køber i supermarkederne sker i et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og fødevarebranchens organisationer. Der er fokus på området både i Danmark og i hele EU og der er forskellige initiativer i gang, der skal sænke saltindholdet i fødevarerne.

  • Der arbejdes i Fødevarestyrelsen med Nøglehul i udespisning, der skal fremme en reduktion af blandt andet saltindholdet i kantinemad og andre måltider, der købes uden for hjemmet. Ud fra den svenske mærkningsordning for udespisning ”Nyckelhålet på restaurang” udarbejdes en tilsvarende mærkningsordning i Danmark på restauranter, kantiner og andre spisesteder såsom Fast Food og Take-away området m.fl.

    Ordningen har til formål at gøre det lettere for forbrugerne at træffe et sundere valg, når de spiser ude. Kriterierne for ordningen svarer til kriterierne for Nøglehulsmærket i detail, det vil sige mindre og sundere fedt, mindre sukker, mindre salt, flere kostfibre og fuldkorn.