Vi spiser for meget salt. Mænd får i gennemsnit 9-11 g salt
dagligt hvilket svarer til ca. 2 teskefulde og kvinder ca. 7-8 g,
hvilket svarer til ca. 1½ teskefuld. Mange bekymrer sig ikke om
salt, men der er god grund til at skære ned på saltforbruget.
Saltindtaget skal ned på 5-6 g dagligt, hvilket svarer til ca. 1
teskefuld salt. For meget salt kan være medvirkende årsag til
helbredsproblemer i form af:
- Forhøjet blodtryk
- Hjertekarsygdomme og blodpropper
- Mavekræft
- Knogleskørhed og nyresten
Få
gode råd til at skære ned på saltet.
Hvor får du salt fra?
Det meste af det salt du spiser, får du fra den mad, du
køber, når du handler ind i supermarkedet, køber Take-away, spiser
i kantine eller på restaurant. En mindre del af saltet får du fra
det ekstra salt, du tilsætter, når du laver mad og ved
middagsbordet. Men der er også nogle der selv bruger meget salt på
maden.
Salt fra fødevarer
Nogle fødevarer har altid et højt saltindhold på grund af den måde
de produceres på. Andre fødevarer som for eksempel brød og
morgenmadsprodukter kan også bidrage med meget salt, fordi vi
spiser meget af dem. De største kilder til salt i danskernes kost
er brød og kødpålæg, men fx ost, færdigretter og
morgenmadsprodukter bidrager også med en del.
Fødevarer med højt saltindhold
Disse fødevarer indeholder altid meget salt. For at skære ned på
saltet må du derfor undlade at spise dem så tit eller spise dem i
mindre mængder. Når du anvender nogle af nedenstående fødevarer som
ingredienser i madlavningen, så undgå at tilsætte salt, da
fødevarerne i sig selv tilfører retten den salte smag.
Eksempelvis:
Ansjoser
Bacon
Pulversovse
Skinke
Oliven
Pickles
Spegepølse
Røget kød og fisk
Soja sovs
Suppeterning/bouillon/fond
Kapers
Soltørrede tomater
Hvidløg i olie
Knust chilli
Knust hvidløg
Franske kartofler og andre chips
Fødevarer der kan have et højt saltindhold
I disse fødevarer kan saltindholdet variere en del mellem
varemærkerne eller varetyper. Det betyder, at du kan skære ned på
saltet ved at sammenligne produkterne og vælge de, der har det lave
saltindhold. Fødevaremærkning kan hjælpe dig.
Eksempelvis:
Brød
Pasta sovse
Pizza
Færdigrretter
Supper
Sandwiches
Pølser
Tomatketchup, mayonnaise og andre sovse
Morgenmadsprodukter
Kødpålæg
Ost
Saltede eller tørristede nødder