Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

30. april 2010

Økologikontrol

Økologi gør en forskel for natur og miljø og er derfor lidt dyrere at producere.

Da man ikke direkte kan se på et produkt, om det er økologisk, er der effektiv kontrol med alle led af den økologiske produktion og fremstilling.

Betegnelsen økologisk og det røde Ø-mærke må kun anvendes på mælk, kød, æg, korn, grønsager osv. fra landbrug, der er autoriseret til økologisk produktion.

Kontrolbesøg
Alle landbrug og virksomheder, der producerer, forarbejder eller sælger økologiske fødevarer, får besøg af økologi kontrollen mindst én gang om året.

Det er myndighederne, der udsteder godkendelse til økologisk produktion og kontrollerer, at landmænd og fødevarevirksomheder overholder reglerne.

Det er Plantedirektoratet, der godkender og kontrollerer de økologiske landbrug og deres forsyningsvirksomheder, mens de lokale Fødevareregioner har ansvaret for at kontrollere forarbejdning og handel med økologiske fødevarer.

Hvis reglerne ikke overholdes
Hvis det konstateres, at en virksomhed ikke overholder reglerne for den økologiske produktion, griber myndighederne ind.

I milde tilfælde får virksomheden en indskærpelse om at overholde reglerne. Alvorlige overtrædelser og gentagelses tilfælde kan medføre påbud, bøde og politianmeldelse.

Desuden kan der nedlægges forbud mod at dyr, afgrøder eller varepartier sælges som økologiske, og myndighederne kan stille krav om ny omlægning af marker eller dyr.

Endeligt kan bedriftens/virksomhedens tilladelse til at producere og sælge økologiske produkter inddrages.



Vil du vide mere: