Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

30. april 2010

Kog de frosne bær

Fødevarestyrelsen anbefaler storkøkkener og institutioner, der laver mad til børn, ældre og syge, at varmebehandle alle slags frosne bær inden de skal spises. Bærrene skal koge (boble) et minut for at være sikker på, at virus er dræbt.

Frosne bær med norovirus har givet sygdommen roskildesyge hos mennesker. Anbefalingen gælder kun for frosne bær og ikke for friske bær. Det skyldes, at langt de fleste udbrud af sygdom er sket på grund af frosne bær. Virus kan overleve længe på frosne bær.

Der bør i udgangspunktet ikke være virus i bær. Men fordi det er meget svært for producenterne af bær at undersøge dem for virus, har Fødevarestyrelsen valgt at give en anbefaling om varmebehandling af frosne bær for at beskytte især sårbare befolkningsgrupper.

Hvad med friske bær?
For friske bær gælder, at udsættelse for sollys eller opbevaring ved stuetemperatur svækker evnen til at give sygdom. Men det er altid en god ide at skylle friske bær og frugt med vand, inden man spiser dem. På den måde kan man fjerne virus og bakterier helt eller deltvist.

Anbefalingen gælder bær til børn, ældre og syge
Normalt er sygdomsforløbet for en infektion med roskildesyge ukompliceret og varer 2-3 dage. Men infektionen kan være mere alvorlig for sårbare befolkningsgrupper som børn, ældre og syge. Der er også enkelte eksempler på dødsfald på grund af infektionen hos personer, der i forvejen var svækkede af anden sygdom.
Derfor gives anbefalingen om varmebehandling primært til disse sårbare befolkningsgrupper, der bl.a. omfatter vuggestuer, børnehaver, ældre plejen og hospitalsvæsnet.

I restaurationer og private hjem
Andre virksomheder, som fx restaurationskøkkener, samt private, som vil være på den sikre side, kan vælge at koge frosne bær, inden de bruges i desserter etc. Det er således på eget ansvar, hvis man i private hjem f.eks. tilbereder smoothies eller pynter desserten med frosne bær, der ikke har været kogt.

Bær kan blive forurenet ved vanding med forurenet vand, f.eks. kloakspildevand, eller hvis plukkeren har været syg med roskildesyge og ikke har vasket hænder inden bærrene plukkes. Hvis disse forhold er i orden, kan man roligt bruge bær dyrket i egen have uden særlige forholdsregler. Det gælder både friske og frosne hjemmedyrkede bær.

 

 



Vil du vide mere: