Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

1. maj 2010

Sådan beregner du energifordelingen i en fødevare

Eksemplet viser, hvordan man beregner energifordelingen i A38.

Hvor mange gram fedt, kulhydrat og protein er der i A38?
For at beregne energiprocenten skal man først vide, hvor meget fedt, kulhydrat, protein og evt. alkohol, der er i fødevaren. Det kan man fx finde i Den Lille Levnedsmiddeltabel.

I 100 g A38 er der udover lidt vitaminer og mineraler:

  • 3,5 g fedt
  • 4,7 g kulhydrat
  • 3,7 g protein
  • 87,3 g vand

Hvor meget energi kommer der fra fedt, kulhydrat og protein?
Energi angives i kilojoule eller kJ. For at beregne energiindholdet skal man vide, at 1 g protein eller kulhydrat giver 17 kJ, 1 g fedt giver 37 kJ.

I 100 g A38 er der 3,5 g fedt. Hvert gram fedt giver 37 kJ. I 3,5 g fedt er der 3,5 x 37 kJ = 129,5 kJ. På samme måde kan man regne ud, hvor meget energi (kJ), der kommer fra kulhydrater og protein i 100 g A38.

  

3,5 g fedt giver 3,5 g x 37 kJ/g = 129,5 kJ
4,7 g kulhydrat giver 4,7 g x 17 kJ/g =  79,9 kJ
3,7 g protein giver 3,7 g ×17 kJ/g  =  62,9 kJ
Samlet energimængde i 100 g A38 = 272,3 kJ

Hvor mange procent af energien kommer fra fedt, kulhydrat og protein?
Nu skal energifordelingen udregnes. Man skal finde ud af, hvor mange procent af energien, der kommer fra henholdsvis fedt, kulhydrat og protein. Fx bidrog fedt med 129,5 kJ ud af de i alt 272,3 kJ i 100 g A38. Procenten beregnes ved at dividere 129,5 med 272,3 og gange med 100 %. Det giver 48 %. 48 % af energien i A38 kommer altså fra fedt. På samme måde beregnes energiprocenten for kulhydrat og protein.

 

(129,5 kJ / 272,3 kJ) × 100 % = 48 % energi fra fedt
(79,9 kJ / 272,3 kJ) × 100 %   = 29 % energi fra kulhydrat
(62,9 kJ / 272,3 kJ) × 100 % = 23 % energi fra protein
 I alt       100%


Vægtprocent og energiprocent
Der er forskel på, om man regner i vægtprocent eller energiprocent. Det ses tydeligt, når man sammenligner de to lagkagediagrammer herunder. Der er fx 4 % fedt i A38, når man ser på vægten, mens der er 48 % fedt i A38, hvis man ser på fedtenergiprocenten.

Forskellen skyldes bl.a. at

  • de fleste fødevarer indeholder vand, som ikke giver energi.
  • 1 g fedt indeholder over dobbelt så meget energi som 1 g kulhydrat eller 1 g protein. Derved bidrager selv lidt fedt med forholdsvis meget energi.

 Model af sammensætning af A38 efter ernergi

Model af sammensætning af A38 efter vægt



Vil du vide mere: