Energiprocenter bruges i varedeklarationer og i bøger, pjecer og
andets informationsmateriale om ernæring og sund mad.
Energiprocenter fortæller, om man spiser sundt
Energiprocenterne kan bruges til at vurdere, om maden er
sund lever op til de anbefalinger, der gælder for en sund
kostsammensætning. Det anbefales, at i sund kost bør højst 30 % af
energien komme fra fedt. 50-60 % bør komme fra kulhydrat og 10 -20
% fra protein. Indtaget af alkohol bør ikke overstige 5 % af
energien.
Beregning af energiprocenter
Energiprocenter beregnes lettest i et kostberegningsprogram på
computeren. Det er både besværligt og uoverskueligt at beregne dem
uden edb, men for at forklare princippet er der her to eksempler
på, hvordan man gør. Eksemplerne er ikke en opfordring til at lave
den slags beregninger på sine daglige måltider. Man kan sagtens
spise sundt uden lommeregner og levnedsmiddeltabel, fx ved at følge
de 8 kostråd.
Beregninger af energiprocenter er berettigede, hvis man har
ansvaret for at lave mad til mange mennesker fx i et
institutionskøkken. Her er der mening i at kontrollere, om den mad,
som serveres, overholder retningslinjerne for en sund
energifordeling. Ernæringsforskere beregner også energiprocenterne,
når de skal vurdere resultaterne af kostundersøgelser.