Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

14. maj 2010

Vej og mål maden

Det er gavnligt at måle, hvor meget frugt og grønt der bliver brugt. Målingerne gør madvanerne synlige, og så er det nemmere at komme med konkrete idéer til, hvordan I kan servere mere frugt og grønt.

Målingen bør ske over 2-3 uger, fordi forbruget vil variere meget fra dag til dag. Målingerne kan gentages en måneds tid senere og så kan I nøjes med at måle en enkelt uge. Ved jævnlige målinger, f.eks. hver femte uge, kan det ses, om forbruget stiger.

Her er forskellige metoder, I kan bruge, når der skal måles, hvor meget frugt og grønt, der bliver anvendt i maden.

Den nemme målemetode
Find vægten på leveringssedler, fakturaer eller kasser, når der købes frugt og grønt. Det kan være nødvendigt at bede grøntleverandøren om hjælp med at oplyse vægt i stedet for stykker eller kasser. Vær opmærksom på, at denne målemetode giver et bud på forbruget, før det er blevet tilberedt, og den tager altså ikke højde for svind. For at finde frem til det daglige forbrug skal I dividere forbruget med antallet af kunder pr. dag.

Den bedste målemetode

Vej alt frugt og grønt, som I bruger i tilberedningen, efter det er renset. Det er en lidt mere omfattende metode, men det giver et mere præcist billede af forbruget, og det bliver tydeligt for alle, hvilke grønsager der er tunge, og hvilke der er lette. Resultatet fra det kolde og varme køkken samles i et skema, så I kan sammenligne, hvilke dele af køkkenet der har mest fremgang.

De gode erfaringer med at veje frugt og grønt er fra fem kantiner, som var involveret i et "6 om dagen"- projekt, hvor målet var at øge forbruget af frugt og grønt.

Overvej tiden og udstyret
Timeforbrug kan også overveejes. Anvendes tiden hensigtsmæssigt, eller bruges meget tid på at bage kager; tid, der i stedet kunne bruges til at rense grønsager? Er der et meget stort udvalg af salater på salatbuffetten, og kunne der spares tid ved at have lidt færre, men mere spændende salater?

Og kan et bedre udstyr spare jer tid? Hvis der skal bruges mange grønsager, er det f.eks. vigtigt at have en stor og god snittemaskine.
Læs mere på andre sider


Vil du vide mere: