24. januar
2012
Vær fysisk aktiv – mindst 30 minutter om
dagen
Bevæg dig i hverdagen, cykl på arbejde, tag trappen eller gå en
tur. Det er en god idé at dyrke sport en til flere gange om ugen.
Du har godt af at røre dig hver dag. Voksne mindst 30 minutter og
børn mindst 60. Det hjælper dig med at bevare normalvægten og holde
dig glad og rask.
Brug kroppen
Kroppen er beregnet til at blive brugt. Daglig brug af dine muskler
er vigtig for en sund og velfungerende krop. Fysisk aktivitet
styrker hjerte, lunger, muskler, sener, led og knogler og dermed
din fysiske form.
Regelmæssig fysisk aktivitet giver øget velvære og modvirker bl.a.
stress og depression. Det giver en naturlig træthed, regulerer
appetitten og gør det nemmere at bevare normalvægten.
Hvad tæller med?
Brug kroppen hver dag. Det er ikke nødvendigt at være fysisk aktiv
30 minutter i træk. Den fysiske aktivitet må gerne være delt op i
perioder af minimum 10 minutters varighed.
Alle former for fysisk aktivitet hvor du bliver let forpustet og
allerhelst får pulsen op og et åndedræt så tungt, at du kun er i
stand til at sige helt korte sætninger, tæller med.
De positive effekter af fysisk aktivitet stiger, hvis du bevæger
dig i mere end 30 minutter og med større intensitet. Hvis du har
brug for at tabe dig, skal der mindst 60 minutter til om
dagen.
Fravælg det magelige
Selvom dagligdags aktiviteter som fx at tage trappen frem for
elevatoren, ikke tæller med som en del af de 30 minutter, er det
stadig vigtigt at være fysisk aktiv i hverdagen. Fravælg det
magelige og lad bevægelse blive en del af din hverdag.
Få pulsen lidt højere op 2 gange om ugen
Det er en fordel at få pulsen lidt højere op 2 gange om ugen af 20
minutters varighed. Gå til noget sport eller løb en tur. Find
noget, du synes er sjovt, så er det lettere at komme af sted.
Alliér dig med nogle andre, så er der nogen at tale og grine sammen
med.