Spis lidt af det hele
De enkelte fødevarer indeholder forskellige vitaminer, mineraler og
mange andre sunde stoffer. Ved at spise lidt af det hele sikrer du,
at kroppen får alle de næringsstoffer, den har brug for. At spise
varieret betyder i praksis at sammensætte måltiderne med mad fra
alle fødevaregrupper.
Sørg for hver dag eller næsten hver dag at spise noget inden for
disse fødevaregrupper - og varier mellem forskellige produkter
inden for hver gruppe: Frugt og grønt, fisk, brød, gryn, kartofler,
ris og pasta, kød og æg, mælk og ost. Sodavand, slik, kager, snacks
og is er ikke omfattet af rådet om variation, da der ikke er nogen
ernæringsmæssige fordele ved at spise disse produkter. Når du
spiser sundt og varieret samt er fysisk aktiv, er der plads til
lidt af det søde - bare ikke hver dag.
Hold øje med vægten
Det bedste, du kan gøre for at forebygge overvægt, er at leve efter
de 8 kostråd. Ønsker du at tabe dig, så gå efter de overkommelige
forandringer. Spis regelmæssige måltider med mange grønsager. Spis
mindre portioner, og spar på det fede og søde. Få bevægelse ind som
en naturlig del af hverdagen ved fx at vælge cyklen frem for bilen
eller trappen frem for elevatoren. Gå til noget sport, du synes er
sjovt.
Hvad er normalvægt?
BMI kan bruges som rettesnor, når du vil undersøge om du vejer for
meget, for lidt eller lige tilpas. BMI er en forkortelse for Body
Mass Index eller kropsmasseindeks. BMI kan kun bruges, hvis du er
over 19 år og ikke er gravid.