Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

11. marts 2011

Spis kartofler, ris eller pasta og fuldkornsbrød – hver dag

Fødevarestyrelsen anbefaler, at spise fuldkornsprodukter, fx. havregryn og rugbrød. Spis gerne kartofler hver dag. Varier med fuldkornsris eller fuldkornspasta et par gange om ugen.

Vælg fuldkorn
Vælg fuldkorn først, når du spiser morgenmadesprodukter, børd, ris eller pasta. Spis mindst 75 gram fuldkorn om dagen, fx 1 portion havregryn og 1-2 skiver rugbrød. Børn mellem 4 og 10 år skal dagligt have 40-60 gram fuldkorn. Gå efter produkter med det orange fuldkornslogo på, når du køber morgenmadsprodukter, mel, brød, knækbrød, ris og pasta.

Spis fuldkornsbrød og gryn flere gange om dagen

Brød og kornprodukter er vigtige i dagens måltider. Brød, mel og gryn er fedtfattige og bidrager med mange vigtige næringsstoffer - især hvis du vælger fuldkorn. Generelt er alt brød uanset type med til at begrænse fedtindholdet i maden. Fuldkornsprodukter fx rugbrød og havregryn bør udgøre mindst halvdelen af de brød- og kornprodukter, du spiser, mens du kan variere resten med finere typer brød.

Fuldkornsprodukter er særligt rige på kostfibre, B-vitaminer og andre sundhedsfremmende stoffer. De består nemlig hovedsageligt af kornprodukter, hvor hele kornet og skaldelene bliver brugt. Det har ingen betydning for kostfiberindholdet, hvor findelt kornet er.

Spis kartofler flere gange om ugen
Kartoflen indeholder mange kostfibre, C-vitamin og B-vitaminerne, thiamin og niacin. Sund mad kan godt indeholde kartofler til middagsmaden hver dag.

Tilbered helst kartoflerne uden brug af fedtstof, fx kogte eller bagte. Køber du tilberedte, frosne kartofler fx pomfritter, bør fedtindholdet maks. være 5 gram pr. 100 gram.

Varier med fuldkornsris og fuldkornspasta
Ris og pasta er også sundt, men indeholder lidt flere kalorier og færre vitaminer og mineraler end kartofler. De dage, hvor du spiser ris og pasta, vil der derfor være behov for at spise flere grønsager eller slutte af med frisk frugt. Fuldkornspasta er en blanding af fuldkornsmel og hvidt mel.

Det er bedst at spise fuldkornspasta og brune ris. Det er fordi disse fuldkornsprodukter indeholder flere kostfibre, vitaminer og mineraler. Fuldkorn kan bidrage til at nedsætte risikoen for en række alvorlige sygdomme.

Brune og vilde ris indeholder flere kostfibre end andre ris, fordi mere af skaldelene fra riskornet er med.

Hvad er fuldkorn ?
Fuldkorn kan både være hel og forarbejdede kerner – fx knækkede eller malet til fuldkornsmel. Det vigtige er, at alle dele af kornet er taget med – også skaldele og kim. Det er nemlig her, at de fleste fibre, vitaminer og mineraler sidder. Fuldkorn bliver brugt i mange produkter fx rugbrød, lysere fuldkornsbrød, havregryn, mysli og fuldkornspasta. Og faktisk er det vigtigt at spise fuldkorn fra forskellige produkter. Så varier dine kilder til fuldkorn.


Vil du vide mere: