Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

7. marts 2011

Hvorfor spise 6 om dagen

Frugt og grønt har stor betydning i den daglige madlavning, de giver farve og mange forskellige smagsindtryk i maden. Frugt og grønt indeholder vitaminer, mineraler og kostfibre, men har kun et lille energiindhold. Så man kan spise mange uden at tage på i vægt.

Undersøgelser viser, at risikoen for at udvikle kræft og hjertesygdomme er mindre når man spiser meget frugt og grønt. Den beskyttende effekt stiger jo mere frugt og grønt man spiser. Undersøgelser viser, at det gælder for op til omkring 600 gram frugt og grønsager. Undersøgelser viser også, at frugt og grønt har en gavnlig virkning i forhold til fedme, sukkersyge og andre sygdomme.

Hvor meget er 1?
Som gennemsnit kan man regne med, at én frugt eller grønsag svarer til 100 gram. 600 gram frugt og grønt er altså 6 om dagen. F.eks. 3 stykker frugt og 3 portioner grønsager på hver 100 gram. Det kan være en tomat, et stort stykke agurk, en stor gulerod, et æble, en pære, en appelsin, en banan eller 1½ dl friske eller frosne bær. Det kan også være en portion salat eller stuvet hvidkål. Vejer din portion 200 gram tæller den for 2. Husk at mindst halvdelen af de 600 gram skal være grønsager, gerne de grove typer som kål, rodfrugter og bønner.

Husk at alle frugter og grønsager tæller med, også når de indgår i en gryderet eller en pizza. Også de forarbejdede produkter tæller med, fx frosne grønsager og bær, frisk snittede salatblandinger, skrællede gulerødder og flåede tomater på dåse.

Spis forskellige slags
Det er vigtigt, at man både spiser frugt og grønt og veksler mellem forskellige slags frugter og grønsager. Man kan nemlig ikke udpege enkelte typer frugt eller grønt som særligt gavnlige, og den sygdomsforebyggende effekt kan ikke hænges op på enkelte indholdsstoffer.

I frugt og grønsager findes over 5000 forskellige stoffer, som kunne tænkes at kunne have en betydning. Selv om nogle af dem er meget undersøgte, er der ikke sikre holdepunkter for at udpege enkelte stoffer som dem, der forebygger kræft og hjerte-kar-sygdomme. Præcis hvad i frugt og grønt, der giver den gavnlige effekt på helbredet, ved man ikke. Sandsynlig vis er der tale om et samspil mellem mange faktorer.

Vitaminer og mineraler
Frugt og grønsager er en vigtig kilde til bl.a. C-vitamin,
beta-karoten, E-vitamin, B6vitamin, folat magnesium, jern og kalium. Men indholdet af vitaminer og mineraler varierer meget fra den ene type frugt eller grønsag til den anden. En frugt kan være rig på det ene vitamin, men ikke indeholde særlig meget af et andet. Det samme gælder de mange tusinde stoffer som kunne have en sundhedsmæssig betydning.

Det meste frugt og grønt er fedtfattigt. Det gælder dog ikke avocado, nødder og oliven, der indeholder en del fedt. Men fedtet heri er af den gunstige umættede slags. Frugt og grønsager indeholder også kostfibre, som bl.a. er vigtige for fordøjelsen.

Derfor anbefales det at spise mange forskellige slags frugt og grønt. Skift mellem dem alle: citrusfrugter, æbler/pærer, bær og druer – kål, bladgrønt, rodfrugter tomater osv.

Både rå, frosne og tilberedte
Det er en god ide, at spise både rå og tilberedt frugt og grønt. Når man varmer grønsager kan man spise flere og der er mange flere variationsmuligheder. Selvom nogle af næringsstofferne går tabt bliver andre mere tilgængelige, så de lettere kan optages i kroppen.

Vitaminer, mineraler og kostfibre bevares i frossen tilstand, så man kan sagtens spise frosne grønsager. Frugt og grønt på dåse er også sundt, men vær opmærksom på, om der er tilsat sukker.

Frugt og grønt kan drikkes
Flere af de sunde ting, du får fra frugt og grønsager, kan man også få fra juice. Juice kan være én af 6 om dagen, men juice tæller højst med som 1 af dagens 6, uanset hvor meget du drikker. For det er vigtigt at få forskellige slags frugt og grønt.

Tørret frugt og nødder tæller ikke med
Tørret frugt og nødder tæller ikke med som en del af de 600 g. frugt og grønt. Dette skyldes at energi- og sukkerindholdet er for højt. Tørret frugt og nødder skal i stedet ses som et godt og sundere alternativ til slik og andre søde sager.

Nødder indeholder det sunde fedt, og har en beskyttende effekt på udviklingen af især hjerte-kar-sygdomme, men skal stadig spises med måde på grund af det høje fedtindhold. En ½ dl (ca. 30 gram) nødder om dagen er nok – men det skal være nødder der ikke er saltede eller olierede.

Tørret frugt har et energi- og sukkerindhold, som typisk er 5-6 gange højere end i frisk frugt, hvorfor tørret frugt skal spises med måde for at forebygge overvægt.