Søde sager indeholder mange kalorier og kun få vitaminer,
mineraler og andre sunde stoffer. For mange søde sager giver mindre
plads til sund mad, og du risikerer at blive overvægtig.
Sukker er tomme kalorier
Kroppen har ikke brug for sukker. Sukker indeholder kun kalorier og
ingen vitaminer og mineraler. Derfor bliver sukker omtalt som tomme
kalorier. Indeholder maden for mange tomme kalorier, optager det
pladsen for den sunde mad. For meget sukker øger også risikoen for
at blive overvægtig og få huller i tænderne.
Rørsukker og honning
Rørsukker og andre typer af sukker er ikke sundere end almindeligt
hvidt sukker. Honning indeholder kun ubetydelige mængder vitaminer
og mineraler og er derfor også sukker.
Danskernes sukkerforbrug
Danskerne spiser og drikker årligt et sted mellem 20- 37,6 kg
sukker om året.
Ifølge forsyningsstatistikken for sukker er danskernes
sukkerforbrug i gennemsnit 37,6 kg pr. år svarende til 103 gram pr.
dag. Men ifølge kostundersøgelserne spiser og drikker danskerne i
gennemsnit 20 kg sukker om året svarende til 50-60 gram sukker pr.
dag. Det faktiske tal ligger nok et sted midt i mellem de to tal,
fordi der i forsynings- statistikken ikke er fratrukket svind og
kassation og på grund af underrapportering i
kostundersøgelserne.
6 ud 10 børn og unge får alt for meget
sukker
Ifølge kostundersøgelserne spiser og drikker børn i gennemsnit 21
kg sukker om året svarende til at de får 12% af deres energi fra
sukker. Langt det meste sukker – 80% - får de fra slik, sodavand og
kager.
Pas på den søde smag
Mange produkter er tilsat sukker – også produkter, vi normalt
finder sunde, fx frugtyoghurt, kiks, boller og nogle
morgenmadsprodukter. Produkterne kan let forveksles med de mere
sunde alternativer. Tjek derfor ingredienslisten på produktet. Her
står ingredienserne i række følge efter vægt. Står sukker blandt de
første i listen, indeholder produktet meget sukker.
Sødemidler, som aspartam, giver sød smag uden at give ekstra
kalorier. Men sødemidler kan ikke umiddelbart anbefales, da de
vænner os til, at alt skal smage sødt. Vi har en tendens til at
spise større portioner af "light"-produkter og ender derfor ofte
med at få lige så mange kalorier, som hvis vi havde valgt et
traditionelt produkt.
Maks. 10% af madens energi
Anbefalingen er, at sukker maks. udgør 10 % af madens samlede
energi. Det er vigtigt for kroppen, at maden indeholder nok
vitaminer og mineraler. Desuden er risikoen for at blive overvægt
og mindre, når du sparer på sukkeret.
Anbefalingen betyder, at madens indhold af tilsat sukker pr. dag
maksimalt bør være:
- 70 gram for mænd – svarer til 33 sukkerknalder
- 55 gram for kvinder – svarer til 26 sukkerknalder
- 30 gram for 3-6 årige – svarer til 14 sukkerknalder
- 45 gram for 7-10 årige – svarer til 21 sukkerknalder
- 55 gram for 11-15 årige – svarer til 26 sukkerknalder
- 65 gram for 16-17 årige – svarer til 31 sukkerknalder