Fisk er sundt. De indeholder sunde fedtstoffer og er rige på
D-vitamin, jod og selen. Det er godt at spise forskellige slags
fisk – både de fede som laks, sild og makrel. Og de magre som
rødspætter, sej og torsk.
Rovfisk og østersølaks
Ammende anbefales ikke at spise mere end 100 gram om ugen af de
store rovfisk, fordi de kan have et højt indhold af kviksølv. Det
gælder helleflynder, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart,
oliefisk (escolar), rokke og tun (både tunbøffer og dåsetun).
Store laks fra Østersøen har et særligt højt indhold af dioxin.
Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen at kvinder i den fødedygtige
alder, gravide og ammende ikke indtager mere end én portion
østersølaks (ca. 125 g) én gang om måneden. Dioxin påvirker
fosterets udvikling. Opdrættet laks stammer ofte fra Norge, og er i
så fald ikke forurenet med dioxin.
Alkohol
Ammende anbefales at være tilbageholdende med at drikke alkohol.
Alkohol går nemlig over i modermælken. Barnet kan blive sløvt eller
uroligt, så det ikke vil sutte, og det drikker mindre mælk. Mælken
kan også få en anden smag, som barnet ikke kan lide.
Kaffe, te og energidrikke
Ammende bør ikke drikke mere end 3 kopper kaffe om dagen,
og bør begrænse indtaget af andre koffeinholdige drikkevarer fx te
og læskedrikke. Læskedrikke, som fx. almindelig cola kan indeholde
op til 150 mg koffein pr. liter. Energidrikke indeholder mere
koffein og er mærket med 'Højt koffeinindhold. Bør ikke indtages af
børn eller gravide eller ammende kvinder'.
Andre fødevarer
Visse fødevarer menes at give uro hos barnet, blandt andet
stærke krydderier, løg, kål, radiser, vindruer, citrusfrugter og
chokolade. Der er dog ingen undersøgelser, der underbygger denne
opfattelse. Moderen bør prøve sig frem og ikke udelukke nogen
fødevarer på forhånd.