Hvis det drejer sig om et større utilsigtet vægttab, dvs. du har
tabt dig uden du ville det, er det en god idé at tale med din læge,
for at finde årsagen til vægttabet. Forholder det sig således, er
der andre kostråd, se 'Har du tabt dig'.
Hvis du hører til den tynde type, der har svært ved at holde vægten
oppe er der særlige råd.
Hvis du spiser mad, der er relativ fedtfattig, kan du
muligvis tage på, hvis du begynder at spise mad med et højere
indhold af fedt. Du skal sørge for, at du kun spiser mere af det
”mindre usunde” fedt. Det er umættet fedt som bl.a. findes i
planteolier, samt i avokado, fisk og nødder.
Det fedt vi især skal passe på ikke at få for meget af, er det
mættede fedt. Det mættede fedt får du hovedsaligt fra fede
mejeriprodukter og fede kødprodukter. Det er fx produkter som
sødmælk, fløde, creme fraiche, smør, stegemargarine, bagemargarine
og blandingsprodukter som Kærgården og Bakkedal. Og produkter som
fx medisterpølse, ribbensteg, spegepølse, rullepølse m.v. Selvom du
vil tage på skal du alligevel vælge de magre mejeri- og
kødprodukter. Det mættede fedt har skadelig virkning med hensyn til
udvikling af åreforkalkning, hjertekarsygdom, diabetes og
kræft.
Tips:
- Prøv at bruge mere planteolie fx olivenolie eller rapsolie i
madlavningen, til stegning i dressinger m.v. Anvend olie eller blød
plantemargarine til bagning hvor det er muligt. Fx kan 100 gram
smør eller margarine udskiftes med ¾ dl (70gram)smagsneutral olie
fx rapsolie og solsikkeolie.
- Spis flere avokadoer fx som pålæg og i salater
- Spis gerne mayonnaise salater og eller pynt maden med
mayonnaise
- Spis nødder fx mandler, hasselnødder, valnødder også i salaten
eller som mellemmåltid
- Spis flere fede fisk fx makrel, sild, laks osv., som
hovedmåltid eller til pålæg
- Spis 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider dagligt
- Skift noget af det vand du drikker ud med ½ liter letmælk og et
glas juice
Hvis disse råd ikke er tilstrækkelige, kan du få foretaget en
kostanalyse hos en klinisk diætist og få udarbejdet en personlig
kostplan.