Tab af vægt og vigtig muskelmasse - og dermed ringere evne til
at klare hverdagens gøremål kan være en konsekvens. Det er
vigtigt at opfange signalerne på, at du ikke længere klarer dig så
godt, herunder ikke længere får tilstrækkeligt at spise og drikke.
Jo længere tid der går, jo sværere er det at rette op på tab af
kræfter og funktionsevne.
Vej dig en gang om ugen
Både undervægt og overvægt kan have konsekvenser for
helbredet og for, hvordan du selv klarer din hverdag som ældre. Vej
dig derfor fx en gang om ugen og grib ind i tide, hvis vægten
pludselig begynder at falde og dit tøj pludseligt begynder at hænge
løst. Det er vigtigt, fordi det ikke er normalt at tabe i vægt som
ældre. Din læge kan hjælpe dig med at finde årsagen til, at
appetitten og vægten går ned. Du kan blive henvist til en klinisk
diætist, der kan hjælpe dig med at genvinde de tabte kilo eller til
en fysioterapeut for at få et træningsprogram, hvis musklerne er
blevet for svage.
Ved et større utilsigtet vægttab er det vigtigste, at du så
hurtigt som muligt kommer op i vægt igen. Og du skal ikke tænke på
kolesteroltal m.v. Det, som du som normalvægtig skal holde igen
med, må du gerne få. Fx fede mejeriprodukter og fedt kød pga.
indhold af mættet fedt.
Op i vægt igen - med mange små energirige
måltider
Har du nedsat appetit, skal de små portioner, du kan spise, være
fulde af energi (kalorier). Derfor må der gerne være meget fedt i
maden.
- Spis mange fede mejeri-, fiske- og kødprodukter. Det er fx
syrnede sødmælksprodukter, fed ost m.v. samt ribbensteg, bacon,
medisterpølse m.v.
- Prøv at bruge mere planteolie i madlavningen, til stegning, i
dressinger m.v.
- Spis flere avokadoer fx som pålæg og i salater
- Spis gerne mayonnaise salater og eller pynt maden med
mayonnaise
- Spis flere fede fisk (fx makrel, sild, laks m.v.), som
hovedmåltid eller til pålæg
- Spis færre magre madvarer som fx brød, kartofler og grønsager -
de fylder meget, mætter hurtigt og indeholder mindre energi.
- Lidt ad gangen kan være en hjælp til at få maden ned, hvis
appetitten er lille. - Spis derfor mange lækre, små, energirige
måltider i løbet af dagen. Slut gerne af med en dessert, fx flødeis
med henkogt frugt, frugtgrød med piskefløde eller fromage og
budding – gerne færdigkøbt.
Energi kan drikkes
Drikke med meget energi og protein er gode og nemme - og
tager ikke appetitten fra det næste måltid.
Drik derfor energirige drikke. Fx sødmælk, drikkeyoghurt, juice,
maltøl, kakao med flødeskum og koldskål, fx færdiglavet iblandet
piskefløde.
Spis energirige mellemmåltider
Det kunne fx være chokolade, nødder, rosiner, kiks (salte
eller søde), chips, brikker med kakao eller milkshake, koldskål med
kammerjunkere og kage eller tærte serveret med creme fraiche eller
flødeskum, Fuldfede oste(40+ og derover), osteklodser og brød med
et tykt lag smør.