Lav frikadeller af magert kød. Jævn den brune sovs med mel.
Opbag stuvningen med mindre fedtstof. Brug magert svinebryst og
masser af æble til æbleflæsk. Følg anbefalingerne. Øs op efter
Y-tallerknen – det gør måltidet sundere.
For meget fedt i maden kan føre til overvægt og fedme. Det mættede
fedt i mejeriprodukter og kød øger risikoen for forhøjet kolesterol
og hjertekarsygdomme samt type 2 diabetes. Det gode fedt findes i
fisk og planteolier.
Tips
Det er smagen og ikke altid mængden, der giver den gode oplevelse.
Det fedt, du kan undvære, giver plads til det fedt, som du holder
særligt af.
- Holder du af fuldfede oste, dvs 40+ og derover, så skær i
tyndere skiver.
- Skrab smørret på brødet - og undvær det helt under fx
leverpostej og ost.
- Brug olie eller blød margarine til bagning.
- Let sovsen. Smid stegefedtet væk og hold igen med creme fraiche
og fløde. Vin, krydderier og purerede grønsager kan give fylde og
smag.
Gå efter de magre produkter
- Mælk: maks. 0,5 gram fedt pr. 100 gram.
- Mælkeprodukter: maks. 1,5 gram fedt pr. 100 gram.
- Ost: maks. 17 gram fedt pr. 100 gram.
- Kød og pålæg: maks. 10 gram fedt pr. 100 gram.